fredag den 12. december 2008

Julemanden med buttplug


Meget kan man sige om Paul McCarthy, men diskret er han i hvert fald ikke. Jeg besøgte udstillingen på Aros for et par år tilbage og havde det næsten helt skidt, da jeg gik igen. Det er en meget, meget forstyrret mand, hvilket ovenstående billede egentligt meget godt illustrerer.

Santa with Butt Plug (2007) af Paul McCarthy via Artinfo og Notcot

Vase med glastulipaner


Vase med tulipaner af Giorgio Vigna.

Via

Vodka med et twist


Vodka smager jo ikke rigtigt af noget, så man tilsætter smagsadditiver i stor stil, fordi man åbenbart er for doven til at blande det i efterfølgende. Vodka Currant og Sprite er jo en klassiker, som Olympens guder fandt på, men i dag er det citrusfrugter, som vodkaen helst skal smage af, da det jo er megasvært at dryppe lidt friskpresset citron- eller limesaft i sin drink.

Det er sagt, så har David Jenkins skabt denne fantastiske flaske med en citruspresse i bunden, der ikke efterlader megen tvivl om, hvilken smag der er tilført sprutten. Men med omkostningerne til produktion af sådan en flaske in mente, skal man nok ikke forvente at se den på hylderne i Føtex lige foreløbigt.

Via The Dieline

torsdag den 11. december 2008

Bento: Japansk frokostkunst


Derek Lieu har muligvis verdens bedste kæreste! Anna the red, som er hendes nick, er japansk født, er kunstuddannet og får bl.a. tiden til at gå med at lave madpakke til sin kæreste. Og som billederne viser, så er det altså ikke klapsammen med leverdreng.

Derimod forfiner hun begrebet "bento", som er japansk for "madkasse". Hver morgen står masser af japanske mødre tidligt op for at lave madpakker til deres børn og mænd, og ofte former de små figurer og dyr af maden for at gøre den mere appetitlig.

Det er lige præcis, hvad Anne the red også gør, men jeg gætter på, at hun er lidt mere omhyggelig end de fleste. Det er lige før, det er synd bare at spise så flot et stykke arbejde, men det er netop, hvad Anna the red synes er så fantastisk ved det hele, og som hun siger, så tager det jo "kun" maksimalt 5 timer at lave en bento...

Se mange flere bento'er på kærestens flickr konto, eller se hvordan de laves på hendes egen blog.




Via Dvice

LaCie CurrenKey USB hukommelse


LaCie har igen gjort op med billedet af, hvordan hukommelse bør se ud. Denne gang har de fået designerne fra 5.5 Designers til at udforme en USB nøgle som en mønt. USB porten kommer til syne, når mønten drejes.

Formen symboliserer den værdi, vi tillægger vore data, men som nogen har bemærket, så er det også et glimrende eksempel på, hvordan form og funktion ikke følges, da nøglens brede form spærrer for de andre USB porte i computeren, når den bruges.




LaCie CurrenKey af 5.5 Designers via Designboom

Ariel tænker på miljøet


Når selv vaskemiddelproducenter og energiselskaber opfordrer til miljøbevidsthed, må der efterhånden være småkoldt nede i helvede...

"The hotter you wash the faster it fades. Turn down your wash to 30 degrees and do your bit to help keep the world's temperature down"


Via Ads of the World

Mønstret Tape fra Art Lebedev


Hvorfor skal tape være så neutralt og kedeligt? Det behøver det heller ikke at være, hvis man spørger russiske Art Lebedev, som tidligere har excelleret i et OLED keyboard af damp og et ur, der viser klokken i tekst.

Var det ikke for uhyrlige fragtpriser, så havde jeg straks bestilt hele tape-kollektionen og tapet alt ind!

Gaffatape er naturligvis undtaget for ovenstående kritik, da det er ligesom 'the force' - det har en lys og en mørk side og binder hele universet sammen...




Art Lebedev Packing Tape. Tjek hele onlinebiksen ud, det er ren kræs.

onsdag den 10. december 2008

Coca Cola Light by Nathalie Rykiel


Modedesignere kan godt lide at sætte deres signatur på alverdens ikke-moderelaterede produkter - eller også er det omvendt? Under alle omstændigheder så har Coca Cola og franske Nathalie Rykiel flækket denne "designer" coca-cola light flaske sammen i aluminium, som vil blive solgt i Frankrig i det nye år.

Den franske designercola er en opfølgning på Roberto Cavallis colaflasker, som tidligere har rumsteret i Italien.

Via Stylefrizz

Paul Smith Overkill


Selvom jeg er stor fan, så kan der vel også gå for meget Paul Smith i den?

Via FFFFOUND

Pepsi Trade-Off


Ved ikke helt, hvem der laver den bedste handel her...



Via ScaryIdeas

tirsdag den 9. december 2008

Hellig Kors Kirke Jyllinge


Det er ikke lige til at se det... men det er faktisk en kirke - og en dansk en af slagsen ovenikøbet! Den slags dristighed er sjældent set, men der skal åbenbart utraditionelle metoder til for at hive folk til gudstjeneste.

Hellig Kors Kirke i Jyllinge er opført i 2008 og er tegnet af arkitekterne KHR, som bl.a. også har tegnet Københavns Metro og B&O's hovedsæde.

Kirken er tænkt som en monolit, der rejser sig op i landskabet og materialerne er således en kombination af stenmassiver og glasfiber for at holde det ensartede udtryk.



Via Designboom. Billeder (c) Torben Eskerod.

Uklassificeret ud af mørket


Som man nok har bemærket, så har det været sparsomt med indlæg på Uklassificeret. Det er naturligvis u-undskyldeligt, da den første regel for blogging er, at man snakker ikke om blogging! Nej vent, det er selvfølgeligt, at man holder jævnlig aktivitet, så man ikke ender blandt de 94% af alle blogs registreret på Technorati, som er inaktive - og dermed puster til spekulationerne om bloggens nært forestående død.

MEN der har lige været et speciale, som skulle overstås og kombineret med et krævende studiejob, så måtte der skæres kraftigt ned på overspringshandlingerne! Facebook er heri ikke inkluderet, da det nu er ophøjet til livsnødvendighed på højde med politiken.dk og lolcats. Afhandlingen er nu - næsten - ude af verdenen, hvorfor der nu burde være bedre plads til at lege på Uklassificeret, som jeg har savnet meget!

Billedet? Det markerer, at jeg skal laseropereres om et par timer. Farvel -7 dioptrier, det er fagre nye verden! :)

via About:Blank

tirsdag den 30. september 2008

Vil du have mit job ved Innovation Lab?


Min tid som redaktør af verdens bedste teknologiblog LabConfidential lakker mod enden, så der skal findes en afløser til mit topfede studiejob ved Innovation Lab. Et formelt jobopslag kan læses på ilab.dk.

Titlen bliver redaktør af LabConfidential, som jo altså er Innovation Labs nyhedstjeneste om fremtiden. Opgaven er simpel: Skriv én nyhed alle hverdage - altså 5 historier per uge. Emnerne spænder vidt, og der er såvidt ingen restriktioner - hvilket jeg selv vil mene at have bevist - der skal blot være en snert af teknologi involveret.

Historierne finder du ved at trawle internettet tyndt, så du får i princippet løn for at surfe på nettet og læse nyheder - altså det man laver under alle forelæsninger i forvejen.

LabConfidential udgives gennem Innovation Labs egne kanaler - web og nyhedsbrev, men citeres jævnligt i de fleste medier fx Politiken, DR, EPN/FPN (JP), TDC Online eller Comon, så forbered dig på, at din "internet fame" eksploderer!

Tonen er uformel, ikke-teknisk, kommenterende og humoristisk, så teknologisk indsigt er ikke en forudsætning, ligesom det er vigtigere at kunne skrive levende og engagerende end at kunne leve op til stramme journalistiske konventioner.

Jeg deltager selv i udvælgelsesprocessen og vil lægge stor vægt på formidlingsevne og humoristisk sans og knapt så meget på teknisk viden - det lærer man hen ad vejen. Hvis det er nogen hjælp, kan du se de historier, som fik mig ansat i sin tid her og her.

Har du spørgsmål, skriver du bare! Se hele jobopslaget her.

onsdag den 17. september 2008

En pejs af glas


Nu vi er ved populære ting, som er blevet dybt uetiske under miljøhypen, så er det vel kun et spørgsmål om tid før pejse og brændeovne for alvor bliver anklaget for at smelte polerne. Varmeudviklingen udnyttes ikke effektivt nok, farlige partikler filtreres ikke godt nok fra røgen, og man brænder dyrebar træ af, som jo er klodens lunger...

Men når det er sagt, så er det svært at være uenig i, at det er superhyggeligt med et lille bål derhjemme, og disse meget moderne glaspejse fra Bloch Design er virkelig en fryd for øjet!

Dog er der formentligt en del vedligeholdelse forbundet med pejsene, da glas har det med at blive sodet til i nærheden af ild...




Bloch Design - lad være med at se, hvad de ellers producerer, for det er virkelig noget skrammel (via Trendir)

Kildevand antikampagne


Kildevand har de seneste år af en eller anden årsag oplevet en eksplosiv vækst, hvor det næsten ikke kunne blive mere kikset end at drikke vand direkte fra hanen. Men så kom den grønne bølge og vendte strømmen, og nu er det - langsomt - ved at blive yt og miljøfjendtligt at drikke flaskevand.

På Innovation Lab har vi droppet corporate labelled water og drikker nu vand fra hanen - uden at blive mere konform af den årsag, og i USA kører der nu flere kampagner, som skal få folk til at droppe det "eksklusive" importerede flaskevand.

Så midt i al den nyopståede hype vil jeg blot gøre opmærksom på min egen antikampagne mod flaskevand, som startede for flere år siden, mens det stadigt var ungt og trendy at drikke flaskevand.

Kort opsummeret så sælger jeg postevand på flaske under navnet "Kejserens Nye Klæder" til vejledende 500 kr. for 25 cl. Salget er ikke gået så godt, men forhåbentligt kommer der snart et revival...

Kejserens Nye Klæder

Elsparefonden er langt ude i skoven



Du har højst sandsynligt set og hørt ovenstående reklame adskillige gange, da den kører på alle kanaler i øjeblikket. Men det bliver den jo ikke dårligere af og budskabet er lige i øjet, så her er den igen.

Musikken står Thomas Troelsen og Remee bag, og sangen fremføres af musikkonservatoriets børnekor. To andre versioner er også lavet med henholdsvis Ane Trolle (starter uge 45) og Bassim.

Teksten til sangen er i øvrigt her:

Langt ude i skoven
El-apparater har vi mange af
aldrig er der blevet spildt så meget strøm
som kommer fra et elværk
som fyrer kul af
som laver sort røg
med CO2 i
som varmer kloden
som i et drivhus
så man må køles
af aircondition
som bruger endnu mere strøm...
det er sgu' da langt ude i skoven

Langt ude i skoven kampagne fra Elsparefonden

Jeg gemmer min mødom til Obama


Det amerikanske præsidentvalg er undervejs, som nogen måske har opdaget, og i den forbindelse opfordrer modehuset GA Art of Fashion førstegangsvælgere at stemme demokratisk.

T-shirten med påskriften "saving my virginity for Obama" henviser naturligvis til ens vælgermæssige mødom, men gør samtidig også grin med den seksuelle afholdenhed, som republikanerne advokerer for - og som de har svært ved at få deres egne unger til at overholde (Palingate).

Jeg har bestilt min t-shirt, for der er brug for forandring - og ikke mere af det samme!

Saving my virginity for Obama (se under special items) via You Damn Right

Tyverisikring til din madpakke



Er du også træt af, at din omhyggeligt hjemmelavede frokostsandwich bliver nuppet af moralløse kolleger, inden du selv når at sætte tænderne i den, så er her løsningen. En opbevaringspose med præinstallerede mugpletter, som kan få selv den mest sultne pirat til at rynke på næsen.

"Anti-Theft Lunch Bags are regular sandwich bags that have green splotches printed on both sides. After your sandwich is placed inside, no one will want to touch it."

Anti-theft lunch bag via Cherry Flava

fredag den 5. september 2008

Vipp Xylofon Spand


Danske Vipp, som fandt en niche ved at sælge designede og overprisede skraldespande, har arrangeret en velgørenhedsauktion sammen med Helena Christensen til fordel for børnene fra Tjernobyl.

Til det har de fået celebrities som Bono og Helena selv til at designe specielle spande, men også den britiske designer Dominic Wilcox er blevet inviteret med. Han har kvitteret med denne Xylofonspand, som giver et nummer hver gang, du åbner låget ved at frigive en metalkugle, der triller ned ad "trappen".

"When the pedal is pressed the lid opens, releasing a ball that travels down a 'helterskelter' set of xylophone steps around the bin. Each time the ball hits a step, a note is played. The xylophone steps are cut in increasing lengths so that the note gets deaper as the ball gets closer to the bottom."






Xylophone Bin af Dominic Wilcox via Designboom

onsdag den 3. september 2008

Hansa Plast to the rescue


Sådan et plaster vil jeg også have...

COP15 - FN's Klimakonference 2009


Næste år samles hele verdenen i København til FN's klimakonference - og grafikken? Den har det danske designbureau NR2154, bestående af Troels Faber og Jacob Wildschiødtz, stået for.

"Vi syntes også, det var spændende at arbejde med noget animeret. Og vi så på kurver over CO2-udslip og på måder at illustrere netværk for eksempel i slægtsforskning. Samtidig ville vi i bund og grund lave en klode

”Så lavede vi en stiliseret globus og forvrængede den. Og det logo, vi endte med, er taget fra udviklingsprocessen mellem uro og balance".



Via NR2154

Religionernes dos and don'ts


Fin matrix over, hvad man nu kan tillade sig inden for de forskellige religioner. Synes dog protestantisme glimter ved dets fravær. Ser umiddelbart ud til, at Buddhisme er "the way to go"...

Via FFFFOUND

torsdag den 14. august 2008

Når ørken og akitekter ramler sammen



Det kan godt være at Hotel Skt Petri i København har fået meget opmærksomhed efter Paris Hilton har været der, men det er nok ikke noget i forhold til dette 150km arkitekt tegnede mesterværk af et center som skulle blive påbegyndt allerede i år.

Centeret vil bla. huse store konference centre med panorama udsigt, og et 200 meter stort tårn, som kommer til at danne rammerne om det 5 stjernet hotel som også skulle indgå i byggeplanerne.
Opmærksomheden bliver da heller ikke mindre eftersom hele dette arkitekt mekka, bliver placeret direkte i hjertet af Dubai.







Via: Tuvie.com
Designer : Snøhetta via Dezeen

Se også
Når design rammer HOLE IN ONE

onsdag den 6. august 2008

Anti-typografi

Jonas Buntenbruch er en tysk designer, som udfordrer sig selv ved hver dag at producere ét nyt t-shirt print.

Her er hvad han kom op med 1. marts - en slags anti-design statement.

Done - Daily Design Workout
via FFFFOUND

Convertible sneaker


Det tyske skomærke Nat-2 har slået sig op på en form for cabriolet-sko, hvor toppen ganske enkelt kan lynes af, hvorefter en sandal kommer til syne. Minder en del om de trekkingbukser, hvor benene kan lynes af - og så har man et par shorts!

Ganske fikst, men måske mere et gimmick end egentligt praktisk anvendeligt...

"Bored by the constant lack of creativity in the shoe-market, sneaker-biz experienced Stephen Yeung gets an idea, while packing for a trip. Why not create a whole new kind of shoe which is fashionable, smart for travelling and that fits into everybody’s limited urban space!?".


Nat-2 via Designboom