Viser opslag med etiketten Møbler. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Møbler. Vis alle opslag

tirsdag den 22. april 2008

Arne Jacobsen Ægget gentænkt


Jeg har et ambivalent forhold til danske møbelklassikere. På den ene side synes jeg, de er fantastiske og er fascineret af deres tidløse udtryk trods over 50 år på bagen. På den anden side så er de største ikoners popularitet et turn off.

Der er noget nouveau riche over det - se mig jeg kører Ferrari, går med Rolex-ur, Louis Vuitton-tasker, og har fyldt mit hjem med Ægget, Svanen og andre letgenkendelige og tilgængelige luksusvarer. Kald mig elitær, men det er bare ikke længere sofistikeret nok!

At jeg ikke er den eneste, der har det sådan, har Fritz Hansen formentligt opdaget, for de har sat den israelsk-danske kunstner Tal R til at lave 50 unikke Æg i et farvestrålende patchwork med et snært af både 8. klasse håndarbejde og kludetæppe. Som Tal R forklarer:

"The whole point was to make a chair that tells a multitude of stories. So the pieces of cloth had to be full of life. It should look a bit as if it was homemade."

Tal R's unika Æg er lige præcis så outrerede og anderledes, at jeg godt ville have et stående. Især fordi ens venner vil rynke på næsen og mene, at det da ville være pænere i sort læder eller rød uld...

Patchwork Æggene er i øvrigt blevet lavet i anledningen af stolens 50 års jubilæum og blev afsløret under møbelmessen i Milano - hvorefter de skal på turné verden over.

Via CasaSugar og Normblog

mandag den 11. februar 2008

Magi: En svævende stol


Husker du de svævende lamper? Hvorfor ikke lave et helt møbel efter samme princip? Som sagt så gjort: The Lounger af britiske Hoverit er et meget futuristisk designet loungemøbel - der svæver!

Magneter holder skuden flydende, men den ser faktisk slet ikke så behagelig ud. Klar akryl og komfort er lidt som remoulade og leverpostej... Ikke desto mindre er wow-effekten usandsynlig stor - hvorfor jeg vil have en!



The Lounger af Hoverit via Wired.

mandag den 3. december 2007

En bænk af stole


Stuhlhockerbank af Yvonne Fehling og Jennie Peiz er en forening af både stol, skammel og bænk. Designet til det offentlige rum er møblet således både genkendeligt, men også overraskende på samme tid.



Stuhlhockerbank via Core 77

tirsdag den 13. november 2007

Hvis Chuck Norris havde brug for en stol...


...Så ville han sætte sig i en Fully Loaded Chair af Alexander Reh! Over 400 bønner giver siddefladen en nærmest masserende, terapeutisk fornemmelse, hvilket står i kontrast til deres oprindelige hensigt - at lave huller i ting:

"With over 400 12 gauge shotgun shells, this chair truly comes Fully Loaded. The bright brass tips create a massaging texture on the top of the chair, much to the contrary of their intended use".



Fully Loaded Chair af Alexander Reh via TechEBlog

onsdag den 7. november 2007

Den perfekte stol


Hvis du gik glip af DR2's temaften i går aftes om møbeldesign (måske pga. Champs League bold?), så kan man jo heldigvis genudse det hele på nettet.

Der var reportage fra møbelmessen "Saloni" i Milano og portrætter af Eames, Wegner og Louise Campbell.

Se det hele på DR2 TEMA eller se genudsendelsen lørdag d. 10. fra kl 14.50.

Stolen på billedet er i øvrigt Campbells Spiderwoman, hvis tilblivelse man følger i programmet.

tirsdag den 6. november 2007

Loope Lupita


Det er ikke en sofa, det er ikke en lænestol, det er...en sideanordning!? Loope Lupita er tegnet af den kun 21-årige mexicaner Victor M. Aleman og består af et enkelt stykke twisted egetræ påsat polstring - sværere behøver det jo ikke at være?

Designet lægger op til et væld af siddemuligheder, men tegningen på det sidste billede er nok den mest anvendelige. Så er spørgsmålet blot, hvem der skal sidde med front til fjernsynet...




Loope Lupita via Inventorspot